Pressemeddelelse (3. august 2015)

Pepsi MAX Tourfinale i beachvolley på Bellevue strand

I weekenden den 8. og 9. august danner Bellevue strand nord for København rammen om den officielle Tourfinale på den danske Beachvolley Tour 2015. Det bliver et nostalgisk gensyn med et beachvolleyfinalestævne, der op igennem 1990'erne var et stort tilløbsstykke på Bellevue strand og senest blev afholdt på stranden for 15 år siden. Det er foreningen Elite Beachvolley der genopliver stævnet.

Det bliver et af sommerens ultimative beach events med sol, musik, sjov og en masse spændende beachvolley! Alle har mulighed for helt gratis at opleve de bedste mandlige og kvindelige beachvolleyspillere i Danmark kæmpe om æren og titlen som dansk Tourmester 2015. Der vil være tribune og masser af siddepladser, så folk i alle aldre har mulighed for at opleve de danske landshold og øvrige toptrimmede atleter på helt tæt hold. Nyd en kølig Pepsi MAX, deltag i konkurrencer, vind præmier og hep på dit favorithold. Følg allerede nu med på Facebook (#pepsimaxgs) og se stemningsvideoen fra den første turnering - Pepsi MAX Grand Slam, som med stor succes blev afholdt på Bellevue strand den 18. og 19. juli 2015.

Turneringen afholdes fra kl. 9.00 både lørdag og søndag og kulminerer med semifinaler og finaler søndag eftermiddag. Søndag formiddag er der desuden mulighed for at heppe på de mange triatleter, der deltager i Bellevue Triathlon. Vi håber, at se alle til endnu en dejlig weekend på Bellevue strand, hvor sport, musik og en fantastisk stemning forenes i smukke omgivelser.